Tirsdag d. 14. juli 2026 27°C

Valg 2026: Kongeparrets hofbal for politikere aflyst

Kongehuset aflyser fredagens hofbal på Christiansborg efter udskrivelsen af folketingsvalget.

Kongehuset har efter indstilling fra Statsministeriet valgt at aflyse det planlagte hofbal for politikere, som skulle have fundet sted fredag aften.

Aflysningen sker på grund af udskrivelsen af folketingsvalget, oplyser kongehuset på sin hjemmeside. I meddelelsen står der, at det i lyset af valgudskrivelsen tidligere på dagen er fundet mest korrekt ikke at afholde det planlagte aftenselskab for regeringen, Folketinget og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet den 27. februar 2026.

Kongeparret skulle have været værter for begivenheden på Christiansborg Slot, hvor også dronning Margrethe og prinsesse Benedikte skulle have deltaget.

Statsminister Mette Frederiksen udskrev tidligere torsdag folketingsvalg fra Folketingets talerstol. Valget skal afholdes den 24. marts. Rygterne om et snarligt valg har længe verseret på Christiansborg, og det skulle senest have været afholdt inden udgangen af oktober.

Det såkaldte hofbal – officielt betegnet som et aftenselskab – afholdes traditionelt én gang i hver folketingsperiode. Gæsterne inviteres til middag, underholdning og dans sammen med den kongelige familie.

Traditionen går tilbage til 1958, hvor kong Frederik 9. og dronning Ingrid første gang inviterede til fest på Christiansborg Slot. Dronning Margrethe og prins Henrik videreførte senere traditionen, og senest blev aftenselskaberne afholdt i 2022, 2018 og 2014.
I 2022 fandt arrangementet sted i anledning af dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum.

Log ind for at gemme

Relaterede artikler